top of page

Vi er i vandet!

  • Jakob
  • 2. aug. 2017
  • 2 min læsning

Så skete det sku! efter 2 måneder ude af sit element kom Katla igen på vandet d. 4 juli og hold kæft hvor det føltes godt!

Vi nåede lige at få ordnet de sidste ting på land, såsom at pille hele dækket fra hinanden og skære en masse huller i det. Heldigvis nåede vi også at lappe det igen og give det hele en ordentlig gang skridsikker maling og vupti, så blev båden lyseblå.

Og SÅ startede ferien endelig. Den første måned er gået med at sejle rundt i Grækenland og lære båden at kende på havet. Den sejler sku dejligt må jeg indrømme og med vores søde gaster om bord har vi siddet 11 mand komfortabelt i cockpittet mens vi sejlede. Her er faktisk så dejligt med plads rundt om det nye cockpitbord (takket være Lorenz, Maja og Georg Stage) at alle måltider er blevet spist heroppe i det fri.

En 5-liters rosé-dunk til 6 euro er blevet svært populær blandt mandskabet.

Undertegnede sov halvanden uge i hængekøje på fordækket, super lækkert så længe vi ikke gyngede for meget.

Det er ikke meget tid der bliver brugt under læ, men når der skal spilles brætspil, så er det godt at være lidt i læ for vinden.

Grækerne er ikke bange af sig når det gælder om at laste skibe max.

Den enarmede nudist-belgier Vince viste os sit secret spot - En lille strand med grotte helt for os selv.

Der blev tændt op i grillen med frisk fisk og bagekartofler - mums!

Og fortalt røverhistorier fra de syv verdenshave.

Men der skal heller ikke chilles for meget! Frederikke har suppleret båden med en planke-fitnessbog og der har da været fælles morgenplanke en enkelt eller to gange. Endnu mere populært er vandaerobic, både for deltagere og publikum.

Det hele skal dog ikke være lutter lagkage og vi skulle også lige ud i lidt hårdt vejr for at teste båden. Jeg fik sat et reb til halsen på genakkeren på et forkert vinklet spil og det resulterede i at rebet hoppede af spillet mens jeg holdt i det og inden jeg kunne nå at reagere hev et vindpust i genakkeren og jeg blev hevet 2 meter igennem luften i bedste supermand stil og landede lige ned i den åbne sejlkøje. Resultatet: En brækket hånd. Hvad gør man så? Ja man sætter da genakkeren igen! Det skal da ikke slå os ud. 5 minutter efter lyder der et knæk og vi ser sejlet dale langsomt ned i vandet. Hmm... Vi får det hurtigt bjerget og tænker at faldknobet måtte være gået op, men nej - reb er stærkere end metal og det har faktisk slebet sig igennem en dårlig svejsning i sjæklet. Det havde vi sku ikke lige regnet med og nu er alle sjækler blevet nøje gransket for svagheder.

Efter den tur måtte vi nøje genoverveje hvad vi kunne have gjort for at undgå disse uheld, og svaret var ret ligetil. Det måtte være mangel på offergaver til Poseidon! Vi skyndte os at sejle hen til det nærmeste tempel for havguden og gav ydmygt et indrammet billede af båden samt et flot forstenet søpindsvin for at mildne den temperamentsfulde Poseidon.

Så er turistsæsonen startet. De varmeste charter-hilsner fra Katla.

 
 
 

Comments


Udvalgte blogindlæg
Kom tilbage igen snart
Når indlæg er udgivet, kan du se dem her.
Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page