Farvel øer og goddag fastland!

Ja her kommer en lille afrunding af Katlas øhopperi i et ikke alt sammenhængende indlæg.

Siden vi ankom til Caribien for 4 måneder siden kan antallet af gange vi har ligget i havn tælles på 1 hånd, og når vi er 8 personer om bord med hver vores gøremål og vi kun har 1 dinghy og 1 oppustelig kajak, så er der flittig brug af vores egen taxaservice. Her kommer Signe fra båden for at hente Anders.

Mens vi besøgte Grenada (muskatnøddens land) fejrede de deres uafhængigheddag. Det skulle vi selvfølgelig være med til, så der blev købt fælles uniformer i landets farver, og så tog vi ned til det nationale stadion, hvor der var (et langt, og lidt kedeligt) paradeoptog, taler fra bl.a. premiereministeren (som var meget populær) og derefter en mega-medley koncert, hvor teksten typisk varierede over gud, kærlighed og muskatnød temaer.

Her står vi ved pulten, hvor premiereministeren og andre personligheder holdt deres taler få timer forinden. Jeg synes vi ser meget statslige ud og helt igennem værdige ambassadører for Katla.

Regnbyer skyllede med jævne mellemrum ind over stadionet, så der blev lidt trængt med læpladser. Her sidder vi under filmcrewet til koncerten.

Et anderledes syn vi er stødt på, på alle øerne indtil videre, er de her efterladte biler i vejkanten, lige så snart man er kommet lidt uden for storbyerne. Her er et par stykker af dem.

Men måske giver det mening når man hyrer hip hop grupper som ens automekanikere.

Både på Martinique og især på Dominica oplevede vi at sidste sæsons orkaner havde ændret på landkortet, og der var mange vandrestier der simpelthen var forsvundet. Her havde de lokale myndigheder sat et naturligt hegn op på vores planlagte rute. Så måtte vi gå ned af samme vej som vi kom.

Der blev tid til et lille fotoshoot med fundet flora.

Her er billeder fra 2 forskellige vandreture på Dominica. Specielt den lange tur ud til Boiling Lake (ja, det er faktisk en stor sø der koger konstant) viste de naturlige ødelæggelser fra Irma og i særdeleshed Maria.

Her kan man se hvordan alle træerne er blevet blæst vinde og skæve, og bladende er først lige begyndt at komme frem igen på de nøgne træer efter de blev blæst af for et halvt år siden.

Og her ser man dampen fra Boiling Lake i baggrunden. På dette tidspunkt følte Katlas besætning at de var kommet hjem til Nangijala.

Infrastrukturen var heller ikke sluppet billigt. Før kørte der busser i en cirkelrute rundt i området, men nu kørte de frem og tilbage på hver side af kløften. Hvis man havde lyst kunne man gå over på denne midlertidige bro der var blevet lagt på et par træstubbe på hver side af floden.

Dominica blev den sidste af de caribiske øer i denne omgang. Kursen blev sat vestover, i en god bue uden om Venezuela, og til Colombia og fastlandet. Næsten 6 døgn på havet og 850 sømil tilbagelagt. Det var skønt at komme ud og sejle langt igen. Tiden blev udnyttet godt. Symaskinen blev sat fast til salonbordet med en skruetvinge, og så skulle der ellers sys bimini i høj søgang.

Sikke en opgradering! Nu var det jo ligefrem behageligt at stå bag roret i de varme middagstimer.

En havmand og havfrue havde sneget sig ind på et af kamrene mens besætningen kiggede væk.

Og minsandten om det underligste ikke skete midt om natten, mens Frederikke og Lorentz var på vagt. En blæksprutte, der troede den var en flyvefisk, fløj ind af et af koøjerne i ruffet og landede på kortbordet. Helt præcist hvordan det skete ligger stadig i det uvisse, men den mystiske hændelse inspirerede Frede og Jeg til at skrive lidt poesi om den flyvende sprutte.

Her kommer 2 uddrag af digtene: "Jeg lagde den på en tallerken, som en dårlig joke, som den enes grav, den andens måltid. Jeg så på den endnu en gang, stjerner og månen lyser klart i dens bordeauxrøde, skinnende krop og med pletter som stjerner følte jeg at jeg kunne se hele universet brænde i mørkerødt blod. Jeg ville ønske, at jeg havde nået at fortælle dig det - at du ikke ville brænde, men at din sjæl vil svæve op og lyse og stråle blandt månen og stjernerne."

"Du sprøjtede fra din lille sæk med blæk, Inden du spjættede dit sidste spjæt, I det næste øjeblik var du væk.

Lorentz stod ved roret, Frede var hende, der gjord'et,

Den skæbnesvangre nat

Med mordet på kortbordet."

Og til sidst lidt blandede bolsjer. Først fra andre poetiske sjæle på Dominica.

Her er Lorentz og jeg oppe i et radiotårn på Flagstaff Hill, Tobago. De sidste trapper havde ikke noget gelænder. Det var noget der gav et sus i maven. Man kunne mærke konstruktionen svaje i vinden.

Anders kontrollerer at alt er som det skal være i toppen af masten, 18 meter over havets overflade.

Gammelt og nyt står over for hinanden i Fort de France, Martinique, den ø der klart mindede mest om Europa, hvilket må siges at være ret relativt. Det var lidt for denne gang. Nu er vi ankommet til Colombia, og vi har allerede haft 5 døgns udflugter i regnskoven, taget dykkercertifikater og besøgt fjerne familiemedlemmer, men mere om det i et fremtidigt indlæg. Tak for mdelæsning og hasta luego! Katla.