Land i sigte!

Ja, nu er det jo faktisk over en måned siden vi landede på Trinidad, 19 døgn, 15 timer og 23 minutter efter vi stævnede ud fra San Sebastian, La Gomera. Og vi har simpelthen haft så travlt med at drikke kokosmælk, danse numsen i laser til Soca, surfe, vandre i jungle og ikke mindst snorkle i koralrevene til at få skrevet et nyt blogindlæg, MEN det bliver der nu rodet bod på! Den meget specifikke rejsetid er ikke en helt ubetydelig detalje, for efter vi havde været på vandet en lille uges tid, blev der væddet om hvor tid turen ville komme til at tage. Nogle var optimistiske og sagde 16 døgn, mens andre var (lidt) mere pessimistiske og sagde 24 døgn. Signe var ret tæt på med buddet 19 døgn, 15 timer og 10 minutter, men undertegnede var altså lige lidt tættere på med buddet 19 døgn, 15 timer og 20 minutter. Alt i alt ret godt ramt, når jeg nu selv må skrive det. Turen i sig selv har nok sjældent været mere afslappet og med en god kommunikation og vejrmelding hjemmefra over satelit-telefonen, formåede vi at holde vind i sejlene fra dag 2 til vi nåede Trinidads nordkyst. Vi blev drillet lidt af et højtryk i Nordatlanten, der gav et stort vindstille bælte lige på den kurs vi godt kunne tænke os, så vi blev nødt til at sejle langt sydpå forbi Kap Verde og ned til 12. breddegrad, på højde med Trinidad, før vi for alvor kunne sætte kursen mod Caribien. Det forlængede vores rute til lige over 3000 sømil, men med en gennemsnitsfart på 6,5 knob, gjorde det ikke så meget og vi kunne faktisk ikke have ønsket os en nemmere overfart. Vi prøvede forskellige sejlføringer af hele vejen, men den sidste halvdel af turen blev hovedsageligt sejlet i butterfly med forsejlet til luv med spilerstagen sat på og storsejlet sat til læ. Da vi kom frem havde vi stadig frisk kål, og en stor Wahoo på krogen et par dage før ankomst hjalp også med at holde maden spændende hele vejen over. Ja, jeg ved det lyder utroligt, men maden på de næsten tre uger til søs har nærmest været noget af det bedste vi har fået/lavet på båden, og helt klart bedre end hvad jeg selv ville have levet af derhjemme. Det blev både til guldmakrel ceviche, ovnstegt guldmakrel lagt på bananer (overraskende godt), hjemmelavet chokoladekage, hjemmelavet kagemand på min fødselsdag (tak til Anders G (ikke en valgfri)), varm smeltechokoladedrik, kimchi, flyvefisk stegt om natten efter de var fløjet op på dækket, pandekager, spejlæg og friskbagt brød næsten hver dag med hjemmelavede postejer og mos til (og en enkelt dåse nutella til de sidste dage). Mmmmm slurp siger jeg bare.

Her er det første gang vi fanger en fisk med slæbeline efter båden, en fin guldmakrel. Det var lidt kaos og der kom blod over det hele i cockpittet og endda en smule ned i en af køjerne, men så lærte vi det til næste gang. Forberedelse er alfa.

Sejladsen var planlagt således, at vi altid var mindst 2 på vagt til at styre skibet, trimme sejl og holde øje med kurs. Så var man på vagt 4 timer ad gangen med 2 timers overlap, så vagtholdene løbende blev udskiftet. Det gav os 10 timers fritid mellem hver vagt, og det er faktisk den største pause mellem vagter jeg har prøvet på båden, så der var massere af overskud til at hygge og være sammen, og næsten alle kunne få klaret deres søvn om natten, hver nat. Hver dag var der så 1 besætningsmedlem der gik ud af vagtholdet og som stod for maden den dag. Jeg synes det gjorde, at der var god energi omkring madlavningen, og vi fik ret varieret kost, fordi alle lidt havde gået og glædet sig til at få lov til at folde sig ud i køkkenet. Det er sku bare sjovere at lave mad til andre mennesker end sig selv.

I må undskylde, at jeg ikke har dokumenteret turen mere i billeder, men til gengæld blev det til et par videoer, og videoer siger mere end 1000 fotos... eller hvordan er det nu, det er? Først har vi en video der prøver at indfange lidt af hverdagen på Atlanterhavet. Der bliver læst højt, slappet af i køjen, og sågar lavet lidt julepynt.

Da vi stævnede ud fra La Gomera vidste vi godt at de første 2 døgn nok ville stå på motorsejlads, da vi lige skulle ud af et vindstille bælte, så der klarede autopiloten styringen, og det gav jo massere af tid til at kigge på forbipasserende delfiner. Det vindstille vejr var perfekt for sigtbarheden, da vandet var helt blikstille.

Men den helt store oplevelse var alligevel da vi fik besøg af spækhuggere ca. midtvejs over! Lui spejdede ud i horisonten og så en masse fugle der cirkulerede om et lille område. Vi snakkede om, at der nok var nogle rovfisk der var i gang med jage en stime op til vandoverfladen, da vi så en stor finne komme ud af vandet. Vi var lidt i tvivl... kunne det mon være spækhuggere? Vi ændrede ikke kurs men sejlede videre forbi området med fugle. Finnerne forsvandt ned i vandet, og vi tænkte om vi måske havde skræmt dem væk, men efter et par sekunder dukkede de op igen - denne gang på vej hen mod os! Nu kom de helt op af vandet og vi kunne se at det altså var spækhuggere. Først lagde de sig 50-100 meter bag båden og skulle lige se os an, så indhentede de os bagfra som ægte rovfisk. Det var lidt nervepirrende, da vi kunne se de kom tættere og tættere på, men heldigvis er de jo "bare" store delfiner og meget nysgerrige og legesyge, så de skulle da bare helt op til båden og ligge på siden så de rigtig kunne se, hvad det var for nogle mærkelige væsener der stod deroppe på båden. Der var en mærkelig dobbelthed, fordi vi kunne mærke at de gloede lige så meget på os, som vi gjorde på dem.

Landkendingen var et smukt syn, og da vi kom tættere på vores havn begyndte pelikanerne at flyve i formation ind over båden og vi kunne allerede da mærke at vi var kommet til Caribien. Men den helt store forløsning for mit vedkommende var alligevel da vi lagde til i Chaguaramos, Trinidad. Først lige få fortøjret båden ordentligt og sat fenderne rigtigt og så kunne jeg ånde lettet ud. Det var sku alligevel en ret speciel oplevelse.

Pelikanerne er ret ligeglade med mennesker. Jeg skulle helt hen og være 2 meter fra dem før de begyndte at kigge underligt på mig.

Nu har vi været her en måned, og specielt Tobago har været rigtig dejligt med nye lokale venner, der har været så søde ved os. Gæstfriheden har til tider været så overvældende, at et til tider kynisk skandinavisk hjerte har lidt svært ved at acceptere det. Det er der heldigvis rig mulighed for at få blødt op for de næste par måneder, når vi tager videre rundt på eventyret.

Tak til alle jer derhjemme, som viser interesse for turen. Det er dejligt at høre fra jer. Hilsen Katla.

I får sku lige et bonusbillede af Lorentz der nyder et vandfalds-jacuzzi-bad